I bus til lufthavnen fra din kommune
Fra din valgte kommune kører vi med bus til lufthavnen, og du får hjælp med check-in af vores lufthavnsguide, hvis der er brug for det.

Vi rejser til Kreta
Flyet går direkte til Kreta, hvor vores danske rejseleder venter i lufthavnen og kører med i bussen til Hotel Minos i hjertet af Rethymnon. Køretiden er cirka en time og et kvarter.

Udflugt 1: Græsk aften med folklore (inkl. aftensmad)
Glæd dig til en aften fyldt med ægte græsk stemning. Sidst på eftermiddagen kører vi op til landsbyen Asteri, der ligger på toppen af en lille bakke. Før vi sætter os til bords og nyder godt af det lokale køkken, ser vi lidt på tavernaens lille museum med folklore om det traditionelle Kreta og får et indtryk af livet dengang. Når du hører de første strofer af Zorba og de andre kendte græske folkemelodier, er du for alvor på ferie, og mon ikke, du får lyst til at deltage i dansen? Du er i hvert fald hjerteligt velkommen! Denne dag er der inkluderet frokost på hotellet, nu hvor vi spiser aftensmaden ude.
.jpg)
Udflugt 1 - fakta
Det græske køkken bærer altid præg af lokale råvarer og spænder vidt lige fra den kendte græske salat med fetaost til Tzatziki (yougurt med agurk og hvidløg) over til lækre ting som Moussaka
(en slags lasagne) til forskellige velsmagende lammekødsretter.
Grækenland har en rig folkedanskultur, og græsk folkedans har eksisteret i over 2500 år. På det græske fastland er der tradition for mest at danse kædedans, imens pardanse er mest udbredt på øerne. I de fleste danse er improvisation et vigtigt element.Udflugt 2: Livet som græker (inkl. frokost)
Har du nogensinde malket en ged? Ellers har du chancen i dag, hvor vi kører langt ud på landet til landsbyen Axos. Vi besøger træartsmuseet, hvor kunstneren Giorgis Koutantos, fortæller personlige historier. Vi ser gederne blive malket og får lov at prøve, hvis vi har lyst. Vi ser hvordan familien laver ost og får opskriften på hvordan Raki fremstilles, samt smager forskellige lokale produkter. Til slut spiser vi en græsk frokost i hyggelige landlige omgivelser.
.jpg)
Udflugt 2 - fakta
På Kreta bor ca. 650.000 mennesker. De fleste i ”hovedstaden” Heraklion og i de to store byer Chania og Rethymnon. Øens areal er på 8.336 km2 – lidt større end Sjælland og Lolland tilsammen. Øens højeste punkt er bjerget Psiloritis på 2456 meter. Kreta har formentlig Europas mildeste klima, og det giver mulighed for dyrkning af alverdens frugter og grøntsager. Oliventræerne er de mest iøjnefaldende, men den frugtbare jord og det lune og solrige klima giver mulighed for dyrkning af alt lige fra tomater og agurker til artiskokker og bananer.Udflugt 3: Byrundtur i Rethymnon (inkl. frokost)
Din rejseleder vil gerne vise dig alle de charmerende sider af Rethymnon, så du er bedst muligt rustet til at udforske byen på egen hånd. Du kan gå langs stranden og havnen til den gamle bydels venezianske byport på mindre end en halv time, men for at få mest mulig tid til at slentre omkring, kører vi derind. Vi går ad de stemningsfulde gader og ser butikker, værksteder, fiskemarked og et gammelt bageri, der laver kretensisk fillodej, der anvendes til desserter. Glæd dig også til både folkeliv og arkitektur på Mikrasiaton-pladsen. Vi spiser en dejlig frokost, før vi tager hjem.

Udflugt 3 - fakta
Rethymnon er med sine 30.000 indbyggere Kretas tredjestørste by. Byen er fyldt med charme og masser af historie skabt af både venezianerne og osmannerne, så kirketårne og minareter rejser sig side om side. De største attraktioner er livet bag de gamle fæstningsmure, Fortezza-fæstningen, den venezianske havn og selvfølgelig den 12 km lange sandstrand med blåt flag, hvor du kan dase efter at have udforsket byen. Vi bor tæt ved Caretta Caretta stranden, hvor de store beskyttede havskildpadder kommer op og lægger æg i maj måned.Udflugt 4: Arkadi klosteret (inkl. frokost)
I dag byder på dramatisk historie og masser af skønhed. Vi kører gennem smuk natur til Arkadi-klostret, der er et fungerende munkekloster og ikon for oprøret mod osmannerne. Vi ser den imponerende klosterkirke og hører beretningen om heltemodig kamp og en voldsom massakre, der fandt sted her i 1866. Senere besøger vi landsbyen Margarites, der er kendt for sine keramikværksteder. Vi kigger ind på værkstederne, og du har mulighed for at købe et smukt minde fra Kreta med hjem. Vi byder på frokost på vejen.

Udflugt 4 - fakta
Arkadi-klosteret er kendt for sin unikke arkitektur og rolle i kampen for kretensisk uafhængighed. Under det osmanniske herredømme blev klosteret et symbol på modstand, da oprørere valgte at detonere krudtdepotet under en belejring i 1866. Denne tragiske begivenhed cementerede klostrets status som et nationalt ikon for kretensisk mod og stolthed, og tiltrækker i dag besøgende fra hele verden, for at lære om Kretas historie og kultur.2 dage til oplevelser på egen hånd
Nyd en spadseretur langs strandpromenaden, og hvorfor ikke en tur i bølgerne, nu du er her? Slap af på en af de mange caféer, tag på shopping og nyd stemningen i den gamle bydel. Du kan gå eller tage lokalbussen dertil. Og så skal vi ikke glemme hotellets dejlige poolområde. Solstolen venter.

Hjemrejse
Når det er blevet tid til at sige farvel til Kreta, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores bus på at køre dig tilbage til din kommune.
OBS!
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 3 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.
